"Måske mister jeg mit job på det her," sagde Aksel Grosen til sin kone, da han lørdag den 16. april 2005 så artiklen i Fyens Stiftstidende, hvor han med navns nævnelse kritiserede Fyns Amts beslutning om at weekendlukke sengepladser på Middelfart Sygehus’ psykiatriske afdeling. En artikel hvori han var korrekt citeret for at sige, at hans leders udtalelse i en tidligere artikel "simpelthen ikke er rigtigt".

"Jeg var klar over, at min medvirken i artiklen kunne skabe ballade. Det gjorde mig naturligvis ondt, hvis jeg skulle miste mit arbejde efter 15 år, men samtidig gav det mig en indre tryghed, at jeg vidste, at jeg havde gjort det rigtige. Der er noget, der er mere dyrebart end ens job, og jeg holdt hele tiden fast i, at jeg var nødt til at stå ved mig selv om min mening for at kunne holde mig selv ud," husker 60-årige Aksel Grosen, der dengang var og i dag stadig er overlæge på den psykiatriske afdeling i Middelfart.

Han var overbevist om, at weekendlukningen ville være uforsvarligt, fordi behandlingskrævende psykiatriske patienter ville blive overladt til velmenende, men uuddannede pårørende hver weekend:

"Det var vigtigt for mig at understrege, at den beslutning ville have alvorlige konsekvenser for både patienter og pårørende, og derfor havde jeg inden avisartiklen gentagne gange prøvet at tale med min ledelse om det og foreslå andre spareløsninger," siger Aksel Grosen.

Da weekendlukningen blev varslet i 2004 kontaktede han således sammen med en kollega ledelsen for at tilkendegive, at de var dybt bekymrede over konsekvenserne af besparelserne, og at de følte, det nødvendigt at orientere offentligheden om det. Og senere præsenterede han sammen med en afdelingssygeplejerske på et lederseminar et alternativt spareforslag. Men trods alle anstrengelserne og udtalelserne i avisen, blev weekendlukningen fastholdt.

Han havde uden held forsøgt at påvirke beslutningen internt i systemet, så da Aksel Grosen den 23. marts 2005 i Fyens Stiftstidende læste sin leder udtale, at lukningen var den mest skånsomme besparelse og at afdelingen alligevel havde 12-13 tomme senge hver weekend, fik han nok:

"Jeg kontaktede journalisten og sagde, at det simpelthen ikke var rigtigt, og at jeg gerne ville udtale mig. Jeg havde fået nok. Jeg skal jo kunne leve med mig selv hver dag, og det kunne jeg ikke, hvis jeg lod de udtalelser stå uimodsagte. Offentligheden skulle have at vide, at lukningen ville få konsekvenser," siger Aksel Grosen.

Knap en måned senere bragte avisen artiklen med Aksel Grosens kritik, og få dage efter blev han indkaldt til samtale med sin ledelse, hvor han fik en næse:

"Den var begrundet med illoyalitet overfor min ledelse, men i min verden var det et forsøg på at stække min ytringsfrihed. Derfor endte jeg med at klage til ombudsmanden," fortæller han.

I december 2006 afgjorde Folketingets Ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen sagen til Aksel Grosens fordel. Næsen blev fjernet, jobbet var stadig hans og allervigtigst fik han medhold i, at offentligt ansatte godt må udtale sig kritisk:

"Det har givet en vis tilfredsstillelse, og gør det lettere for mig at færdes i systemet. Og selv om forløbet til tider var hårdt personligt, så har jeg en god fornemmelse i kroppen, når jeg tænker tilbage på det. For jeg fik sagt min mening, og fik vist for både mig selv og andre, at det er i orden at vove pelsen og udtale sig i det offentlige system," siger han.

Ombudsmandens afgørelse og den fjernede næse har dog ikke været nævnt med et ord mellem ham og hans ledelse. Han fik den glædelige besked i et officielt brev fra Region Syddanmarks hovedkontor, men de har aldrig talt om den.

Weekendlukningen blev, trods Aksels Grosens kamp, vedtaget, og den er en del af hans arbejdsliv i dag, hvor han fortsat er overlæge på Middelfart Sygehus. Han har siden vedtagelsen arbejdet loyalt overfor den politiske beslutning, og han har i dag et fint samarbejde med sin ledelse:

"Vi kan sagtens tale sammen i dagligdagen, og jeg oplever ikke, at sagen har haft konsekvenser for mit arbejde eller min karriere. Derfor kan min sag også tjene som et godt eksempel på, at man sagtens med held kan fortsætte i sit job, selv om man oplever en kontrovers med ledelsen," fortæller han.

Aksel Grosen er i dag 60 år og er så glad for sit arbejde, at han gerne vil blive ved til han runder 70. Og selv om han har været gennem en hård kamp for at få lov at ytre sin mening i forhold til sin arbejdsplads og sin ledelse, er han klar til at gøre det igen, hvis en sag gør det nødvendigt:

"Jeg er nødt til at sige, hvad jeg mener, for at kunne leve med mig selv. Hvis man mister sig selv, hjælper det jo ikke noget, at man vinder resten af verden," siger han.