De runde former kom af sig selv

Af LOTTE JAHNSEN

Keramiker Eva Thomsen havde længe arbejdet med skarpe, spidse former. Men de runde former kom pludselig helt af sig selv, da hun blev gravid med sit første barn.

De blågrønne rundinger i bunden af keramikskålen er perfekt rundede på såvel forside som bagside. Også siderne er rundede, og det er kun den øverste kant, der har fået lov at stå skarp og snorlige, som en skarp kontrast til de bløde former.
»Den skarpe kant er en aftegning og en understregning af skålens form. Skarpheden gør formen mere fuldendt,« fortæller keramiker Eva Thomsen om de modellerede former, hun lavede, da hun var gravid med sit første barn.
»Indtil da havde jeg i nogen tid lavet skarpe, spidse værker, men der skete noget, da jeg blev gravid. Formerne på min keramik blev pludselig rundere, mere organiske.«
Skålen er både modelleret, tørret og brændt på hovedet for netop at bevare de runde, organiske former helt uspolerede og gennemførte, også i bunden.

Processen

Eva Thomsen er i det hele taget gennemført med sin keramik, som hun skaber i sit værksted i boligen på Djursland. Fra første lille model, hvor hun i miniformat afprøver ideer, former, teknikker og materialernes grænser, til hun modellerer de udvalgte modeller op i fuld størrelse, til hun til slut vælger, hvordan de skal brændes og glaseres.
Alle værker bliver modelleret i hånden, nærmest den fra formningslokalerne kendte pølseteknik, og kun en serie af tekrus, drejer Eva Thomsen på en drejebænk. Hun brænder både i en almindelig elovn, men også i en saltovn, alt efter hvilket udtryk hun ønsker at skabe.
Men uanset hvad, er spændingen altid stor, når ovnen bliver åbnet efter en brænding. Der er altid noget, der går helt efter planen, mens andet er gået i stykker, og så er der endelig mange ting, som ikke har opført sig helt som planlagt.
»Da jeg tog en af mine store krukker fra min Heartbeat-serie ud efter en brænding, havde den nogle krakeleringer, som jeg var helt ulykkelig over. Men efter lidt tid var det faktisk dem, der gjorde krukken interessant. Og nu er jeg helt vild med dem og kan falde helt i svime over at kigge på de krakeleringer,« siger Eva Thomsen.

Freelancejournalist (DJ) Lotte Jahnsen         Telefon 26 36 32 05         E-mail: lotte@lottejahnsen.dk